Hele Livet

Igennem mange års arbejde med den ekspressionistiske grundform har Deolinda Fonseca forenet det abstrakte med det figurative, så det smelter ind i de omhyggeligt bearbejdede billeddybder. Det rene og enkle i de anvendte teknikker skaber en fin forbindelse til naturen og virkeligheden. Deolinda Fonseca's abstrakte billeder, som kan forstås i nævnte sammenhæng, er ofte opbygget med udgangspunkt i landskabskompositionens strukturer. Derved fremtræder de som det virkeliges mulige aftryk i det abstrakte. Denne forbindelse til virkelighedens verden i Deolindas Fonseca's værker forleder os til at søge figurer og rum, og fordi vi er præget af oldgamle indgroede synsvaner, ser vi landskaberne i dem.
Tidligere tiders malerkunst stræbte efter at gengive mennesker og ting så naturtro som muligt og simulerede på den måde naturens skaberkraft. Men Deolinda Fonseca går længere end til virkeligheds-imitationen og indsætter i stedet sig selv som “Den Store Natur”. Her kunne vi gå videre til en genfortælling af alle myterne om kaos og kosmos, om intetheden og skabelsen, om Babel og verdens orden, og antage at denne dualitet begynder og ender i billedet selv og i dets iboende mulighed for at henvise til sig selv.
Også tidsdimensionen spiller afgørende ind i Deolinda Fonseca's arbejde. Denne kunstner arbejder ikke med opgaver der begrænses af den tid der er til rådighed til forberedelse og præsentation af en udstilling. For hende er det at male selve livet, og hendes kunstneriske virke ingen bibeskæftigelse. Når vi betragter Deolinda Fonseca's billeder, ser vi det som er bagved: Det omfatter, på en iøjnefaldende måde, alt det som er sket indtil dette nu. Maleri af sedimenter og af spor, af erfaringer og af minder, alt er synligt, konstatérbart, verificérbart – energien og indlevelsen, gestikken og bevægelsen, overraskelsen og viljen.
Afslutningsvis ville hverken rummet eller tiden have synderlig indflydelse på Deolinda Fonseca's kunstneriske virke, hvis ikke hun nærede en stor kærlighed til atelierarbejdet, en lidenskabelig lyst til at eksperimentere med forskellige teknikker, og havde mod til at tøjle og kombinere dem.

Dr. Laura Castro
Dansk bearbejdelse: Gregers Stendahl

Alt materiale copyright Deolinda Fonseca




 Deolinda Fonseca
født i Portugal
bosiddende i Danmark siden
1979


abstrakte malerier
 
silkemalerier

 akvareller

billede:
Lindolinas vej
100x100
























 www.galleri-saltum.dk   gl. mejeri/bryghus
 Søndergade 7, ml. Blokhus & Løkken, 9493 Saltum
 Tlf. 98 88 23 00